Evaluering

Første evaluering viste positiv effekt på landsbyborgernes helbred og trivsel. Ny evaluering skal belyse, hvordan borgere, lokalsamfund og kommuner sammen kan skabe mere sundhed tæt på borgerne.

Konsulentfirmaet Ineva har evalueret projektet i perioden 2024-2025, og Syddansk Universitet evaluerer i perioden 2026-2030. Evalueringen af den nye projektperiode bygger videre og belyser, hvad der virker hvornår og kan udbredes for at skabe mere nærhed i sundhed. 

Nuværende evaluering 

Sundhedstjenesteforskning ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet varetager evalueringen af den aktuelle projektperiode.  

Formålet er at opnå en dybere forståelse og generere mere solid evidensbaseret viden. Den skal bane vejen for, at sundhedslandsbyerne kan fortsætte med at understøtte Sundhedsreformen 2024 og nedbringe uligheden i sundhed.  

Det er Landdistrikternes Fællesråds ambition, at sundhedslandsbyer også i fremtiden skal fremme inkluderende fællesskaber og bringe sundhedstilbud tættere på landsbybefolkningen. 

Næsten 1500 borgere i nye fællesskaber 

Syddansk Universitet bygger videre på resultaterne fra evalueringen af den første periode, som konsulentfirmaet Ineva forestod. Se Inevas slutevalueringsrapport her.  

Inevas slutevaluering dokumenterer bl.a., at over 65 aktiviteter er igangsat i løbet af den første projektperiode i de seks Sundhedslandsbyer – Asaa, Ommel, Bagenkop, Nysted, Nørager og Bisserup, at 1437 borgere er hjulpet ind i fællesskaber og at 145 borgere er blevet engageret som frivillige.  

Sociale gevinster 

Evalueringen viser, at Projekt Sundhedslandsbyer har medført betydelige sociale gevinster, og at det ikke er antallet af aktiviteter, der har en betydning, men mere deres evne til at samle og inkludere. Ofte har de større aktiviteter, som har været lettilgængelige og uden forpligtelse, også skabt brobygning til, at flere deltager i mindre fællesskaber.  

Det vigtigste resultat af projekt Sundhedslandsbyer er således ikke alene de specifikke aktiviteter i sig selv, men at fællesskab og socialt engagement bliver en central del af sundhedslandsbyens kapacitet og kultur.

Generelt viser resultaterne, at der har været en forbedring i fysisk og mentalt helbred, samt trivsel på tværs af landsbyerne, selvom udgangspunktet for landsbyerne også har været stærkt. Desuden ses det også, at respondenter i alle landsbyer mener, at Projekt Sundhedslandsbyer har skabt værdi for deres landsby.  

Et større fokus på sundhedsprofessionelle og kommunesamarbejde 

Kun få borgere angiver, at de er blevet henvist til et fællesskab af fagpersoner eller erhvervsdrivende i evalueringen.  

Et fokuspunkt i den aktuelle projektperiode er derfor at samarbejde med fagpersoner og give sundhedspersonale og kommunale medarbejdere et øget kendskab til tilbud og initiativer, der findes i den enkelte sundhedslandsby. Intentionen er, at fagpersoner i højere grad viser vej til fællesskaber og foreninger og dermed medvirker til at fremme landsbyborgernes sundhed og trivsel yderligere.  

Søg her