Projekt

Sundhedslandsbyer er et projekt, hvor lokale fællesskaber skal løfte trivsel og sundhed samt inspirere andre landsbyer og kommuner til nye løsninger.

Sundhedstilstanden er udfordret i mange landdistrikter, hvor afstanden til læge, sundhedstilbud og forebyggende indsatser ofte er længere end i byerne. Sundhedslandsbyerne arbejder for at skabe mere nærhed i sundhed gennem lokale initiativer og et tæt samarbejde med kommuner, frivillige og sundhedsvæsenet.

Fra første projektperiode vider erfaringerne fra de første seks sundhedslandsbyer, at landsbyerne kan gøre meget for borgernes sundhed og trivsel. Gennem fællesskaber, nye mødesteder og lokale sundhedstilbud er flere borgere blevet en del af fællesskabet og har fået lettere adgang til forebyggende sundhedsindsatser.

I den nye projektperiode, støttet af Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden, skal 14 landsbyer frem mod 2030 arbejde med at skabe mere nærhed og lighed i sundhed i samarbejde med deres kommune. De seks landsbyer fra første projektperiode fortsætter deres indsats og i september 2026 starter de næste fire landsbyer. I 2027 bydes de sidste fire landsbyer velkommen, så i alt 14 landsbyer bliver en del af projektet

De 10 nuværende sundhedslandsbyer er:

  • Bisserup, Slagelse Kommune
  • Nysted, Guldborgsund Kommune
  • Asaa, Brønderslev Kommune
  • Nørager, Rebild Kommune
  • Bagenkop, Langeland Kommune
  • Ommel, Ærø Kommune
  • Gandrup, Aalborg Kommune
  • Veflinge, Nordfyns Kommune
  • Ulbølle, Svendborg Kommune
  • Landsbyklyngen Sydvest Salling (Ramsing, Håsum, Vejby og Lem), Skive Kommune

Projektet har et langsigtet fokus på at bidrage til den styrkede borgernære sundhed, som kommuner og regioner er forpligtede til at arbejde med gennem sundhedsreformen og den kommende folkesundhedslov.

Bag om projekt Sundhedslandsbyer

Videreudviklingen af projekt Sundhedslandsbyer ledes af Landdistrikternes Fællesråd og støttes af Novo Nordisk Fonden med 12 mio. kr. og Nordea-fonden med 6 mio. kr. Ambitionen er også, at den praktiserende læge og andre sundhedsprofessionelle, gennem sociale henvisninger, hjælper eksempelvis ensomme eller sårbare borgere, på vej til støtte og fællesskab i den enkelte sundhedslandsby.

Om Novo Nordisk Fondens program ’Mere lighed i sundhed for voksne i sårbare positioner’  

Sundhedslandslandsbyer er støttet af Novo Nordisk Fonden med 12 mio. kr. gennem programmet ’Lighed i sundhed for voksne i sårbare positioner’.

Programmet “Lighed i sundhed for voksne i sårbare positioner” har til formål at reducere ulighed i sundhed ved at modne og skalere veldokumenterede, praksisnære løsninger, som forbedrer patientrejsen for voksne i sårbare positioner med multisygdom, herunder hjertekar-relaterede sygdomme. Programmet støtter tværsektorielle partnerskaber mellem civilsamfund, almen praksis, kommuner og hospitaler og har fokus på løsninger, der kan implementeres bredt og forankres i drift med dokumenteret virkning for borgerne.

Om Nordea-fondens støtte til Sundhedslandsbyerne   

Nordea-fonden har støttet etableringen af Sundhedslandsbyerne, da arbejdet blev sat i gang af Landdistrikternes Fællesråd i 2023. I de første seks landsbyer viser en ekstern evaluering at, fællesskab, trivsel og sundhed er mærkbart forbedret hos borgerne, og at deltagelse i fællesskaber tæt på eget hjem styrker den enkelte til at leve sundere og mestre udfordringer og sygdomme. Men også at der er potentiale til mere – bl.a. et endnu tættere samarbejde mellem borgere, kommuner og sundhedsvæsen, og at erfaringerne fra sundhedslandsbyerne kan inspirere andre. Med yderligere 6 mio. kr. til videreudviklingen og udbredelsen af Sundhedslandsbyerne har fonden fokus på at understøtte lokale sundhedsfremmende tiltag, der kan skabe gode liv.

Søg her