Sundhedscafé

Sundhedscaféen i Nysted er skabt ud fra ønsket om at forene hyggeligt samvær over kaffe og kage med muligheden for at gå hjem lidt klogere på, hvordan man lever et sundere liv, end da man kom.

Sundhedscafé

Udgivet 24. august 2026 • Cases

Et godt udgangspunkt for et sundere liv er viden. Vivianna, der er en del af styregruppen i Nysted, kom på idéen til Sundhedscafé ud fra et ønske om at forene det sociale med at få viden med hjem. Konceptet om Sundhedscaféer beror på, at man kombinerer hygge og socialt samvær med et foredrag eller film om et bestemt emne, der relaterer sig til sundhed.

Den afslappede stemning, når der samtidig er lagt op til kaffe og kage, giver borgerne i et lokalsamfund lyst til at byde ind og stille spørgsmål. Foredragene har derudover nogle gange været kombineret med muligheden for, at borgerne selv kan få målt blodtryk eller lignende, hvilket giver et mere konkret indblik i sin egen sundhedstilstand.

Sundhedscaféer er en stor succes i Nysted. Hjernesagen har afholdt foredrag om stroke og blodpropper i hjernen. Byen har også haft besøg af søvneksperten Mikael Rasmussen til at fortælle om, hvorfor man ikke kan sove, og hvordan man sover bedst. Michelle Hviid, der er kendt fra fjernsyn og radio, har holdt et humørfyldt oplæg om livskvalitet, og over 250 borgere kom og hørte strikkeguruen Lærke Bagger fortælle om, hvordan kreativitet også kan forbedre sundheden.

Arrangementet er blevet afholdt forskellige steder i og omkring Nysted. Der har blandt andet været sundhedscafé i Nysted Biograf, forsamlingshuset i Kettinge og i den lokale hal. Vivianna fortæller, at når arrangementerne er afsluttet, stiller publikum ofte spørgsmålet: ”Hvad skal vi høre om næste gang?”.

Sundhedscaféen er et af de spor, som styregruppen samarbejder med Guldborgsund Kommune om at styrke i den nye projektperiode. Samarbejdet muliggør, at sundhedsfaglige medarbejdere fra kommunen bidrager med viden til Sundhedscaféerne, og til kick-off-mødet i juni kom der mange nye forslag til emner, som de næste Sundhedscaféer kan handle om.

1472 828 Sundhedslandsbyer
Søg her