I Asaa er der ikke langt fra idé til handling hos de mange lokale ildsjæle. Da der manglede et tilbud til unge, som ikke er en del af foreningslivet, startede en flok frivillige ’Møj-Svinenes Motorlære’ – et fællesskab for 13-18-årige, som vil skrue i knallerter eller mødes og hygge sig med andre unge og engagerede voksne.
Udover Møj-Svinene er andre fællesskaber også blomstret – fx landsbydysten, hvor lokale, på tværs af landsbyer, dyster om at bevæge sig flest kilometer, gå-fællesskaber, kunstgrupper og aktiviteter for børn og deres familier, der fortsat gør Asaa til et attraktivt sted at bosætte sig.
I byen er også blevet opført et nyt lokalt mødested, Stjernehuset, og der er kommet en ny hjemmeside med et samlet overblik over de mange forskellige aktiviteter og fællesskaber, der eksisterer i Asaa.
De næste vigtige skridt for Asaa sundhedslandsby er bl.a.:
- At arrangere ’Måling af dæktryk og blodtryk’ i samarbejde med den lokale mekaniker og Brønderslev Kommune
- At afholde løbende sundhedscaféer med fokus på fx søvn, demens, sunde vaner o.l.
- At skabe flere lokale fællesskaber for borgere i sårbare positioner samt etablere følgeskab til eksisterende aktiviteter