I Ommel har det været helt centralt at få pustet liv i beboerhuset igen ved at renovere og male huset og rejse midler til at opvarme huset om vinteren. Nu er beboerhuset aktivt alle ugens dage med aktiviteter og fællesskaber – fra stolegymnastik og kaffe til gågrupper, krolf, strik og fredagsbar.
Særligt fredagsbaren er blevet en succes, der samler beboere på tværs af generationer og fungerer som økonomisk motor, fordi overskuddet herfra bidrager til driften af huset og andre aktiviteter. Kombinationen af socialt liv og økonomisk bæredygtighed gør fredagsbaren til en nyskabelse i Ommel.
De næste vigtige skridt for Ommel sundhedslandsby er bl.a.:
- At afholde sundhedscaféer med fokus på fx rygestop, demens, overgangsalder o.l. i samarbejde med Ærø Kommune
- Spis Sammen-arrangementer for borgere, der modtager mad fra kommunen og borgere i udsatte positioner
- Lokalt forløb med fokus på faldforebyggelse
- Tæt samarbejde med kommunale medarbejdere og praktiserende læger, så de kan henvise til Ommels fællesskaber
Nominering til Årets Landsby
Ommel blev i 2026 nomineret til Årets Landsby, der er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. Prisen blev uddelt for 30. gang i 2026. Denne gang var temaet “Tryghed og trivsel i det nære”.
Se nomineringsvideoen for Ommel nedenfor.