Autismeforeningen Kreds Nord har i samarbejde med Sundhedslandsbyen Nørager afholdt en temaaften for forældre til børn med særlige behov. Her var der fokus på, hvordan forældre kan håndtere svære perioder, når deres børn kæmper med forskellige udfordringer. Selvom Autismeforeningen var medvært for aftenen, kunne alle forældre deltage – uanset hvilken diagnose eller udfordring barnet og familien kæmpede med.
På mødet satte psykolog Tinna Winther Olesen ord på nogle af de følelser, som forældrene kan stå i. Derudover blev der delt ud af redskaber til, hvordan man håndterer de svære perioder, og hvordan man husker at passe på sig selv samtidig med rollen som forælder.
Oplægget handlede særligt om omsorgstræthed, følelsessmitte og egenomsorg. Et centralt budskab var, at omsorg ikke er en uendelig ressource, og at det derfor er nødvendigt også at være opmærksom på egne behov og grænser. En stor del af oplægget handlede også om, hvad man konkret kan gøre for at passe bedre på sig selv. Her fortalte Tinna Winther Olesen om forskellige modeller og redskaber som vejrtræknings- og refleksionsøvelser for at kunne imødekomme den belastning, som kroppen og følelserne kan blive udsat for.
De omkring 40 deltagere fik i mindre grupper mulighed for at dele deres udfordringer og udveksle erfaringer med andre i lignende situationer. Her var der både plads til en faglig samtale, men også mere uformel snak og forældrene var gode til at lukke op om deres problemstillinger.
Autismeforeningen vil efterfølgende være tovholder for en netværksgruppe i Nørager for de forældre, som har lyst til at mødes igen. Netværksgruppen mødes tre aftener hen over efteråret.
Idéen til arrangementet opstod til kick-off for Nørager Sundhedslandsby 2.0 og er ét initiativ blandt mange, som skal bidrage til større trivsel og mere sundhed i sundhedslandsbyen.